Har du børn under 18 år, er det muligt i testamentet at anføre, hvem du ønsker at børnene skal vokse op hos, hvis du dør, inden børnene fylder 18 år.

Er man to om forældremyndigheden, og dør den ene forælder, er det automatisk den anden forælder, der får den fulde forældremyndighed. Men indimellem sker det desværre, at begge forældre dør, f.eks. i en ulykke, så det er en god idé at tage stilling til, hvor barnet så skal vokse op.

Det er i sidste ende myndighederne, der afgør, hvor børnene skal vokse op ved forældrenes død, men har man i et testamente taget stilling til det, vil myndighederne i høj grad følge forældrenes ønsker.

I testamentet kan du desuden tilføje, at dem der får forældremyndigheden ved din død, skal have et månedligt beløb af arven til at dække de løbende udgifter til barnet. Dette kan være en god idé, da barnets arv vil være båndlagt, indtil barnet fylder 18 år.